producerat av xponent

Restaureringsprojekt på San Michele

Historien bag Casa Danese

Efter de store oversvømmelser i 1966, 1979, 1986 og 2008 rettede Venedig støttet af UNESCO en appel om bistand til at istandsætte de mange kunstværker og bygninger, som var blevet beskadiget. Med henblik på at yde en dansk indsats stiftede den nu afdøde ambassadør Troels Munk, David Bretton-Meyer og Francesco Morelli Komiteen Pro Venezia Danimarca. Under et besøg på San Michele fik de inspirationen til at det gamle kloster kunne anvendes til et dansk kulturhus. Efter forhandlinger med Venedigs kommune opnåede Komiteen en vederlagsfri brugsret i 30 år til klosterets sydvestfløj på ca. 550 m2 mod at komiteen restaurerer fløjen. Det indre er nødtørftigt sat i stand og i 2009 åbnede refugiet med 7 værelser samt fællesarealer, således at, Casa Danese Venezia kunne begynde at modtage gæster.

Visionen: ro og plads til fordybelse

Formålet med at etablere Casa Danese i en charmerende ramme er at give relevante grupper og personer en enestående mulighed for ro og fordybelse i fredelige omgivelser kun 5 minutters sejlads fra det travle Venedig.

Refugiets værelser kan anvendes af: Forskere, studerende, musikere, kunstnere, forfattere, skribenter mv. Endvidere giver medlemskab af vennekredsen adgang til at benytte Casa Danese.

Formålet med Vennekredsen er at rejse yderligere midler til refugiets drift, vedligeholdelse og stipendiater til ophold på Casa Danese. Den egentlige restaurering, forudsætter yderligere fondsstøtte og Komiteen arbejder på at skaffe de nødvendige midler og godt halvdelen af det nødvendige beløb er allerede i hus.

Monastero Di San Michele

Det 500 år gamle kloster ligger på den smukke ø San Michele kun få minutters sejlads fra selve Venedig med den lokale vandbus (vaporetto’en) fra Fundamente Nuove. Den næste ø Murano berømt for sine glasarbejder ligger ligeledes kun få minutters sejlads fra San Michele. Udover klosteret, er den mindre end 1 km2 store ø domineret af Venedigs eneste kirkegård, som fortsat udbygges og anvendes til begravelser.

Casa Danese Refugiet
Monestero Di San Michele
Venedig

“Et refugium for danske kunstnere, forskere, studenter og andre, som ønsker en oase med ro og plads til fordybelse”

San Micheles Vennekreds

 

Træk af klostret på San Micheles historie.

Ifølge legenden forlader to benediktinermunke Marino og Romualdo i 976 deres eremittilværelse i Benediktinerklostret Tor de Caligo nær Jesolo for at besøge den daværende doge Pietro I Orseolo. De får den stærkt religiøse doges tilladelse til at slå sig ned på den da ubeboede ø San Michele i den venetianske lagune, hvor de grundlægger et primitivt eremitkloster. I eremitklostre lægges der særlig vægt på den enkelte munks isolerede liv enten i en celle eller en primitiv hytte, hvor han afsondret fra verden kan dyrke bøn og studier af de hellige skrifter. Modsat hertil står klosterfællesskaberne, hvor munkene beder og spiser i fællesskab ligesom de ofte sover på sovesale. Grundlæggeren af Benediktinerordenen, den hellige Benedikt fra Nursia, giver i sit berømte ”regelsæt” anvisninger på, hvorledes begge type klostre bør indrettes og de regler munkene bør følge. Romualdo var hele sit liv optaget af at føre benediktinermunkene tilbage til Benedikts krav om, at arbejde og bøn kombineret med et simpelt liv skulle stå i klosterlivets centrum. Under sine rejser rundt i Italien besøger han mange klostre, og overalt søger han at påvirke sine medbrødre til at søge tilbage til de benediktinske grundregler. Han grundlægger også en række klostre herunder klostret Camaldoli nær Arezzo. Dette kloster blev etableret ca. 1012 og omfattede to afdelinger: en eremitafdeling og et klosterfællesskab, hvorved Romuald forsøgte at kombinere de to klostertyper, som er omfattet af Benedikts regelsæt. Klostret i Camaldoli kom til at lægge navn til den reformerede gren af benediktinerordenen Camaldolenserordenen, som anser Romuald som sin grundlægger, uanset at denne aldrig havde aspirationer om at grundlægge en ny orden, men blot ønskede at lede Benediktinerne tilbage på den rette vej.

Eremitklostret på San Michele bliver efterhånden udbygget under navnet ”Oratorio di San Andrea”, som bliver en del af Camaldolenserordenen. I 1213 anerkender Pave Innoscens III officielt klostret som et eremitkloster. I løbet af det trettende århundrede udbygges klostret og der bygges en kirke. Ved begyndelsen af det fjortende århundrede opgiver klostret sin eremitstatus og bliver anerkendt som et klosterfællesskab ”Abbazia”. I de næste par århundreder bliver klostret kendt for sit ”scriptorium”, hvor et stort antal munke afskriver og kalligraferer manuskripter, som sælges og fordeles til kirker og klostre over det meste af Europa.

I 1434 etableres der en klosterskole med undervisning i humaniora, teologi og filosofi. På klostret arbejdede den berømte kartograf Fra Mauro da Venecia, som dør i 1495. Det er også i San Michele klostret, at en af de første komplette oversættelser af biblen til italiensk bliver til og trykt i 1495. I de følgende århundrede udbygges særlig klostrets bibliotek til at omfatte en meget betydelig samling af sjældne gamle manuskripter, inkunabler og bøger. I 1797 besidder klostret 2352 manuskripter og 668 inkunabler samt ca. 40.000 bøger.

I det femtende århundrede sker den en væsentlig udbygning af klostret, hvor man dels restaurerer de gamle bygninger og bygger nye. Arbejdet strækker sig over en lang periode, idet man var afhængig af den nødvendige finansielle støtte fra diverse doger og velhavende familier særlig Zorzi, Gritti og Gabriele. Kirken om- og udbygges fra 1468 til 1485 af arkitekten Mauro Codussi til et af de fornemmeste eksempler på tidlig renæssancearkitektur i Venezia. Kampanilen bygges i 1480 og i de følgende år færdiggøres kirken, således at den kan indvies i sin nuværende skikkelse i 1535. I perioden 1501-20 bygges grundelementerne til det klosterkompleks, som vi kender i dag under ledelse af arkitekten Giovanni Buona. Østfløjen stod færdig i 1526, medens vestfløjen først afsluttes fra 1569-75.

Gennem 1600 tallet fortsættes arbejdet med at udbygge klostret og der etableres barok altre i kirken og sakristiet og opføres en ny hovedindgang til klostret, som fik navnet ”L’obedienza”. I 1708 indrettede arkitekten Fioretti den brønd til opsamling af regnvand, som fortsat står i den indre klostergård.

I 1799 indtager Napoleon Venezia og republikken ophører med at eksistere som selvstændig stat. I 1810 bliver klostret lukket af den franske besættelsesmagt og mange af kunstværkerne og de sjældne bøger og håndskrifter bliver konfiskeret og for en dels vedkommende sendt til Frankrig, Andre dele af bibliotekets skatte endte i andre biblioteker i Venezia og Italien. Klostrets bygninger blev herefter anvendt til administrative formål. Efter Østrigs overtagelse af Venezia fra 1817 og frem til 1829 blev øen San Michele og dens bygninger anvendt til fængsel for politiske fanger. De gejstlige blev dog ikke helt fordrevet fra øen, idet der i klostrets underetage forblev et såkaldt ”Collegio dei nobili”, som i de tilbageværende celler husede ca. 35 ”convittori” eller kostskoleelever, som var en eufemisme for munke.

Den 13. juli 1820 hærgede en voldsom orkan San Michele og den sydvestlige del af klosterkomplekset blev lagt i ruiner, hvorved den lukkede klostergård mod sydvest, som i dag er det område, der ligger til venstre når, man kommer ind fra landgangsbroen, gik tabt. Der kom hurtigt gang i genopbygningsarbejdet, som blev forestået af Venezias kommune, som havde overtaget bygningerne. På befaling af Napoleon var det blevet besluttet, at øen San Michele og naboøen San Christoforo, som bl.a. rummede et augustinerloster for fremtiden skulle anvendes til kirkegård, idet den hævdvundne tradition med at begrave folk under kirkerne i byen var blevet for uholdbar og sundhedsfarlig. Alle bygningerne på San Christoforo bliver revet ned, og kanalen, som adskillte de to øer, fyldes op, således at øen får den udformning, som vi kender i dag. I 1835 træffer Venezias kommune den endelige beslutning om at anvende øen som kirkegård.

I 1829 overdrager kommunen klostret til Franciskanerordenen, som bruger klostret frem til 2008. I forbindelse med franciskanernes overtagelse af klostret bekostede Venezias kommune en større istandsættelse og der udføres løbende vedligeholdelsesarbejder. I 1851 repareres vestfløjens tag og der indlægges nyt bjælkeloft. I 1856 indrettes sydvestfløjen til klostrets hospital og kirkegårdens administration flyttes til den lave fløj til venstre for anløbsbroen. Denne fløj er de seneste par år blevet gennemgribende istandsat, og administrationen forventes i løbet af kort tid at flytte tilbage hertil. I 1922 blev den gamle vindeltrappe op til hospitalsfløjen erstattet af den nuværende trappe, som vil blive sat i stand i forbindelse med den kommende restaurering. I 1956 fornyes klostrets tag.

I de ca. 180 år, hvor klostret anvendes af Franciskanerordenen bliver biblioteket i vidt omfang genskabt. Takket være en række gaver, arv m.v. lykkes det delvis på basis af resterne af det gamle bibliotek fra camaldolensernes tid at opbygge et bibliotek med en betydelig samling af gamle manuskripter m.v. Som følge af den undertrykkelse af de religiøse ordener, som fandt sted i Italien i sidste halvdel af det nittende århundrede, blev en værdifuld del af bogsamlingen i 1867 overført til Museo Correr’s bibliotek, hvor den fortsat findes. Da franciskanermunkene i 2008 fraflytter klostret bestå biblioteket af små 20.000 bind og ca. 10.000 hæfter og tryksager. Biblioteket overflyttes sammen med de få resterende munke til Franciskanerklostret San Francesco delle Vigna di Venezia.

I oktober 2002 indleder Pro Venezia Danimarca Komitéen (PVK) forhandlinger med Venezias kommune om en istandsættelse af sydvestfløjen mod til gengæld at få lov til at bruge den istandsatte fløj til et dansk refugium og kulturhus eller et Casa Danese i Venezia. På PVK’s foranledning gennemfører et hold studerende fra Kunstakademiets Arkitektskole under ledelse af lektor Lene Gerd Larsen en opmåling af fløjen og udarbejder en tilstandsrapport. Disse overdrages kommunen og i januar 2004 afsluttes forhandlingerne med at kommunen godkender, at der kan indgås en aftale mellem kommunen og PVK. Efter endnu en række detailforhandlinger, når man frem til en aftale, hvis hovedindhold er at PVK opnår 30 års vederlagsfrit brug af sydvestfløjen mod at istandsætte og vedligeholde bygningen. Aftalen underskrives den 26. januar 2005.

I de følgende år bliver der gennemført en række mindre vedligeholdelsesarbejder, således at sydvestfløjen i 2009 kan tages i brug som et mere primitivt logi. PVK fortsætter bestræbelserne på at indsamle de nødvendige midler til klostrets istandsættelse og i januar 2013 er man omsider nået dertil, at PVK takket være velvillig indstilling hos en række fonde kan råde over de 8 mio. kr., som en rimelig istandsættelse skønnes at ville koste. I 2013 og 2014 håber PVK, at det vil lykkes, at få gennemført den hårdt tiltrængte restaurering og renovation af sydvestfløjen, således at visionen om et velfungerende Casa Danese kan blive realiseret.